🎄 Julekalender: 2. december

❄️ Den Hemmelighedsfulde Ugle og Flodens Gåde

Har du ikke set første episode, er der et link lige herover til den.

Jeg stod dér i skoven, det var blevet helt mørkt, stadig med et fast greb om den glitrende amulet. Lyden bag mig blev højere, og jeg kunne mærke hvert et hjerteslag banke mod mine bryst. Langsomt, med en følelse af både frygt og forventning, vendte jeg mig om. Fra skyggerne mellem de glitrende træer trådte en figur frem.

“Hvem er du?” spurgte jeg, min stemme lød usikker og lidt bange i skovens stilhed og mørke.

“Jeg er Oraklet,” svarede figuren i skyggen med en rolig, næsten beroligende tone. “Jeg er her for at guide dig i Blox. Den amulet, du holder, er Visdommens Amulet. Den vil give dig kræfter, som du aldrig har forestillet dig.”

Figuren trådte ud af skyggen. Det ligende en ugle, men ikke bare en hvilken som helst ugle, som man ser i skoven – der var noget.. Majestætisk over den, den havde nogle lysende og gennemtrængende øjne, det var som om, den kunne se lige ind i mig.

Jeg stirrede på amuletten, nu lyste den endnu mere intensivt. En bølge af varme og energi flød gennem mig, og fyldte mig med en følelse af formål og styrke.

“Men vær forsigtig,” fortsatte Oraklet. “FrostHex har inficeret Blox med sine fælder og illusioner. Hver pixel kan være hacket og hvert skridt kan føre til fare. Du skal bruge både mod og kløgt for at navigere gennem hans ondsindede skabelser.”

Med disse ord forsvandt Oraklet ind i skoven, og jeg stod alene tilbage, kun med kortet og amuletten som mine guider. Jeg vidste ikke hvad Kløgt betød, men jeg håber jeg det. Kortet i hånden begyndte nu at pulserende i takt med amuletten, og pludselig fløj en lysende skær ud af kortet, og viste lysende sti gennem skoven mod et fjernt bjerg. FrostHex’ slot skulle være der.

Jeg begyndte at vandre, og fulte stiens snirklede rute. Skoven var levende omkring mig – farverige fugle sang i trætoppene, og små, lysende væsener fløj omkring. Men jeg vidste, at jeg skulle forblive vågen. Farer lurte overalt i Blox.

Efter noget tid nåede jeg til en bred, buldrende flod. Strømmen så stærk og uberegnelig ud, og ved flodens bred fandt jeg en lille båd. Ved siden af båden var en gåde indgraveret på en stor sten:

“Kryds mine vande, hvis du tør,

Men svar først på mit spørgsmål pur.

Hvad er det, der vokser, jo mere du tager?”

Jeg betragtede gåden, mens jeg stod der ved flodens bred. “Hvad kan det være?” mumlede jeg for mig selv. Mine øjne skiftede mellem båden, vandet, og skovens dybe grønne. Svaret måtte ligge et sted i gådens ord.

Jeg besluttede mig for at slå lejr ved floden. Jeg træk op på land. Derhjemme var det december, koldt og frostvejr. Men her i Blox var der varmt, og dejligt - også selvom det var blevet nat og mørkt. Jeg frøs ikke, men jeg kunne mærke jeg var meget træt oven på alt det der var sket.

Jeg tog min hoodie godt op over hovedet og lagde mig ned i båden. Jeg fandt et lille rum i båden med nogle hynder, som jeg brugte som hovedpude. Der gik ikke mange minutter før jeg fandt i søvn.

Cliffhanger: Kan Girafpingvin løse gåden og krydse floden sikkert? Og hvad venter på den anden side af dette brusende vand?