🎄 Julekalender: 3. december

❄️ Gådens Løsning og Rejsen Fortsætter

Jeg vågnede op. Det var blevet lyst. Jeg satte mig op i båen og strakte mig. Jeg kiggede lige ud i brusende flod, og gentog gåden i mit hoved. “Hvad vokser, jo mere du tager?” Jeg funderede over forskellige muligheder – tid? afstand? Så slog det mig: “Hullet!” udbrød jeg højt. “Svaret er et hul!” Jeg følte mig lettet og spændt på samme tid. Det måtte være rigtigt.

Pludselig begyndte stenen at gløde, og båden begyndte at rykke sig i små ryk mod vandkanten. Båden rykkede sig hurtigt nærmere vandkanten og begyndte til sidst at glide fremad. Jeg kunne se den stærke strøm foran mig, der rev vandet rundt, i præcis den retning den havde lyst, hvad båden landte nede i vandet, så kunne jeg intet gøre, så var jeg styret af strømmen og den vej den ville have mig.. Jeg vidste ikke om jeg skulle blive i båden som stadig rykkede tættere og tættere på vandet, eller hoppe ud - men indne jeg nåede at beslutte mig.. Plask!. Vandet føltes pludseligt overraskende roligt omkring båden, som om en usynlig hånd styrede den sikkert gennem flodens farer.

Efter hvad der føltes som en evighed, nåede jeg til den anden bred. Jeg steg ud af båden og kiggede tilbage over floden, imponeret over min mod. Derhjemme var jeg bare en bangebuks. Altså, jeg styrede i spil - jeg turde spille de uhyggeligste spil, og jeg var ubesjret i Fortnite og havde rekorderne i de vildeste Obbyer. Men i virkeligheden, så turde jeg dårligt nok prøve en ny Rutchebane jeg ikke kendte, og var vildt bange for svævebanen i SFOen. Alt det der var nyt, var jeg faktisk bange for, men det var som om, at herinde, var jeg slet ikke bange.. Måske var det amuletten? Den sad sikkert om min hals. Jeg tog kortet op i hånden, og ruten lyste op igen, og jeg fortsatte jeg min rejse gennem Blox’s fortryllede skov.

Skoven ændrede karakter, jo længere jeg gik. Træerne blev højere og tykkere, og lyset blev dæmpet til et gyldent skær, der faldt gennem bladene. Pludselig mærkede jeg en underlig fornemmelse, som om nogle kiggede på mig. Jeg stoppede op og kiggede omkring. Der var ingen at se, men følelsen blev ved. “Er der nogen der?” kaldte jeg forsigtigt, men der var ingen der svarede, kun stilheden omkring mig og vinden der engang imellem gav et lille sus i træerne.

Jeg rystede fornemmelsen af mig og fortsatte. Snart stødte jeg på en lysning. I midten af lysningen var der en stor, gammel sten med indgraverede symboler, der lyste svagt. Nysgerrigt nærmede jeg mig stenen. Da jeg rørte ved den, ændrede symbolerne sig og dannede et billede – en nøgle og en lås.

“En ny gåde?” tænkte jeg. Jeg studerede billedet nøje. Måske var det et hint om, hvad der ventede mig ved FrostHex’ slot. Jeg besluttede at tage et billede af symbolet med min telefon – det kunne være nyttigt senere.

Da jeg vendte mig for at forlade lysningen, dukkede en skygge op fra skovens dyb. En figur trådte frem, indhyllet i en kappe, ansigtet skjult i mørket. “Hvem er du?” spurgte jeg, mens jeg kunne mærke mit hjerte banke og min hånd klemte stramt om amuletten.

Figuren løftede sit hoved, og under kappen afslørede et venligt, men bekymret ansigt. “Jeg er en ven,” sagde figuren. “Mit navn er Aelius. Jeg er her for at advare dig. FrostHex’ kræfter vokser for hver time, og han ved, du er her. Du skal være yderst forsigtig.”

Aelius fortalte mig om FrostHex’ magiske vagter og fælder, der var spredt over hele Blox. Han rakte mig en lille, glitrende genstand. “Dette er en magisk perle. Brug den klogt, den kan redde dig i en nødsituation.”

Jeg takkede Aelius og puttede perlen i min lomme. Med et nyt formål og nye informationer fortsatte jeg min rejse dybere ind i skoven.

Cliffhanger: Hvad er Aelius’ sande intentioner? Og hvilke udfordringer vil jeg møde, nu da FrostHex ved, jeg er i Blox?