🎄 Julekalender: 4. december

❄️ Skovens Hemmeligheder og Den Forborgne Sti

Efter mit møde med Aelius, fyldt med en blanding af taknemmelighed og mistanke, fortsatte jeg min færd gennem skoven. Hans ord genlød i mit hoved – FrostHex vidste, jeg var her. Jeg måtte være på vagt. Den magiske perle vejede i min lomme som en konstant påmindelse om den fare, der lurede.

Skovens atmosfære ændrede sig. Lyset blev dunklere, og tåge begyndte at krybe ind mellem træerne, som om de ville skjule deres hemmeligheder fra mig. Jeg følte mig både alene og overvåget. Hvert skridt føltes tungere, og lydene omkring mig blev dæmpede, næsten som om skoven holdt vejret.

Pludselig hørte jeg en svag, hviskende stemme. Den lød som om den kom fra alle retninger på én gang. “Girafpingvin… pas på…” Jeg stoppede op og lyttede. Var det Aelius, der advarede mig igen, eller var det noget andet, noget mere mystisk?

Jeg trak kortet frem. Det lyste op og viste en sti, jeg ikke havde bemærket før. En smal, snoet sti, der ledte væk fra den hovedvej, jeg havde fulgt. Uden at vide hvorfor, besluttede jeg at følge denne nye vej. Måske ville den føre mig til vigtige opdagelser, eller måske til fare.

Stien var svær at følge. Rødder snirklede sig over jorden, og grene hang lavt, som om de forsøgte at forhindre min passage. Efter hvad der føltes som timer, kom jeg til en lille lysning. I midten var der en dam, hvis vand var så klart, at det spejlede de tætte trætoppe og den blege himmel ovenover. Jeg bøjede mig ned for at drikke. Derhjemme var jeg en ganske almindelig dreng - eller almindelig var jeg nok ikke, jeg var ikke som de andre drenge der spillede fodbold og grinede af folk der kom til skade på YouTube - jeg var nok mere en nørd. Jeg elskede som sagt dyr, og Giraffe og Pingvin var total yndlings. Jeg elskede at tegne giraffe og pingviner. Jeg kunne også godt lide at spille, og var for et par måneder siden også begyndt at lave YouTube videoer hvor jeg spillede. Det var super sjovt. Midti alle tankerne, kiggede jeg ned i spejl-klare vand, og så mig selv. Jeg lignede en giraf i en pingvin-krop. -Jeg ved ikke hvorfor, men det var både lidt sejt, skræmmende og mærkeligt på en og samme tid.

Jeg tog hånden ned mod vandet, for at få noget at drikke, da jeg rørte ved vandet, ændrede spejlbilledet sig.

Vandets overflade blev pludselig til tusindevis af pixels, der flimrede rundt, og begynde at forme sig som et slot - FrostHex’ slot, måske? Det var dystert og truende, med tårne, der strakte sig mod himlen som mørke fingre. Jeg kunne mærke en kulde brede sig i mig ved synet. Dette var, hvor min rejse skulle føre mig.

Pludselig brød et skrig stilheden. Jeg sprang op, hjertet bankende. Et glimt af noget bevægede sig i periferien af mit synsfelt. Jeg greb instinktivt efter den magiske perle, klar til at bruge den, hvis det blev nødvendigt, uden overhoved at vide, hvad perken kunne eller gjorde.

Jeg bevægede mig forsigtigt i retningen af lyden. Efter et par skridt stødte jeg på et dyr fanget i et net. Det var et lille, magisk væsen, der lignede en blanding af et egern og en fugl. Det kæmpede desperat for at komme fri, dens skrøbelige vinger flaksede panisk.

Uden at tøve tog jeg min lommekniv frem og begyndte forsigtigt at skære nettet over. Væsenet kiggede på mig med store, taknemmelige øjne. Da det var fri, fløj det op og cirklede omkring mig, som om det sagde tak.

Pludselig stoppede det op i luften og pegede med sin lille pote mod en bestemt retning i skoven. “Den vej?” spurgte jeg. Det nikkede og fløj i den retning.

Jeg fulgte efter, undrende over, hvad dette lille væsen kunne lede mig til. Skoven blev tættere, og lyset svagere, men jeg fortsatte, drevet af en blanding af nysgerrighed og en fornemmelse af, at dette var vigtigt.

Cliffhanger: Hvad vil jeg finde i skovens dyb? Og hvordan vil denne lille skabning hjælpe mig på min rejse?