🎄 Julekalender: 5. december

❄️ Den Hemmelige Dal og FrostHex’ Skygge

Jeg fulgte det lille magiske væsen dybere ind i skoven, hvor træerne stod tættere, og en tåget dis svævede omkring mig. Lyset var nu blot en svag hvisken mellem trækronerne, og jeg kunne mærke en ældgammel magi i luften. Hvert skridt føltes som at træde ind i en anden tid, et andet sted.

Det lille væsen førte mig til en skjult dal, omringet af høje klipper. I dalens centrum var en gammel ruin, overgroet med mos og klatreplanter. Jeg gik forsigtigt hen mod den, og med hvert skridt voksede følelsen af, at noget vigtigt ventede på mig her.

Inde i ruinen fandt jeg en statue, den var godt dækket til af grønt mos og græs der voksede overalt på den. Statuen forestillede en kriger, med et sværd løftet mod himlen. Ved dens fødder var en bogstaver. Det var svært at læse dem, men jeg fik tændt lommelygten på min iPhone, og kunne tyde et bogstav ad gangen: “Modets lys vil bane vejen.”

Jeg betragtede bogstaverne, igen og igen. Hmm. Jeg undrede mig over deres betydning. Pludselig blinkede amuletten om min hals, og jeg følte en varm strøm af energi. Jeg løftede min hånd mod statuen, og amuletten lyste op, og projicerede en stråle af meget kraftigt lys mod sværdet.

Da lyset ramte sværdet, begyndte jorden at ryste, lige under mine fødder, begyndte jorden at gå fra hinanden, jeg skynde mig at løbe over til den ene side, og gemte mig bag et græntræ, mens jeg så hvordan jorden forsvandet under statuen, og en hemmelig passage åbnede sig under statuens fødder. Jeg tøvede et øjeblik. Skulle jeg gå ned? Hvad ventede på mig der?

Med et dybt åndedræt besluttede jeg at tage chancen. Jeg trådte ind i passagen. Der var helt mørkt. Jeg kunne intet se, så jeg stod bare helt stille. Det eneste jeg kunne tænke var “skal jeg gå tilbage?” og prøvede med alle muligt undskyldninger, oppe i mit hoved, for hvorfor det nok var bedre at gå tilbage.. Mens jeg prøvede at få overbevist mig selv om, at jeg nok skulle gå tilbage, begyndte mine øjne at tilpasse sig til mørket, og jeg kunne se at passagen førte ned til en underjordisk hule, hvor væggene var indgraveret med mystiske symboler, der lyste svagt. Tankerne om at gå tilbage, forsvandt, og jeg tog langt og forsigtigt små skridt fremad.

I hulens centrum var der en piedestal, og på den lå en gammel bog. Jeg gik hen og tog forsigtigt fat i bogen. Da jeg åbnede den, bladrede siderne af sig selv, stoppende på en side med en tegning af en krystal og et gammelt sprog, jeg ikke forstod.

Pludselig mærkede jeg en kold vind blæse gennem hulen. Jeg vendte mig om og så en skygge bevæge sig i mørket. Frygten greb mig, men jeg stod fast, klar til at forsvare mig.

Skyggen trådte frem, og jeg kunne nu se, at det var en person, indhyllet i en mørk kappe. “Hvem er du?” spurgte jeg, min stemme fast, men mine hænder rystede let.

“Jeg er Skyggen,” svarede figuren med en dyb, rungende stemme. “En vagtmand for FrostHex. Du har allerede vundet nogle sejre, men din rejse slutter her.”

Jeg vidste, at jeg måtte kæmpe. Jeg greb amuletten, klar til at bruge dens magi. Skyggen bevægede sig fremad, og kampen begyndte.

Cliffhanger: Vil jeg kunne overvinde Skyggen og fortsætte min rejse? Og hvad er hemmeligheden bag den mystiske bog?