🎄 Julekalender: 7. december

❄️ Den Forbudte Skov og Mødet med Taleren

Jeg efterlod Skyggen og hulens hemmeligheder bag mig, og fortsatte min rejse med den mystiske bog sikkert under armen. Tanken om at bogens kode kunne være nøglen til at besejre FrostHex gav mig en fornyet følelse af håb og formål.

Som jeg bevægede mig gennem skoven, føltes det som om selve naturen ændrede sig omkring mig. Træerne blev højere, mørkere, og en tæt tåge begyndte at krølle sig omkring mine fødder. Lydene var dæmpede, men hver knirkende gren og hviskende vind fik mig til at være på vagt. Dette var den Forbudte Skov, kendt i Blox for sine farer og mysterier.

Pludselig stoppede jeg op. Foran mig stod en gammel, snoet port lavet af levende grene. En svag, grønlig glød omgav den, og det var som om porten selv indbød mig til at træde igennem. Med et dybt åndedræt skubbede jeg forsigtigt til porten, og den åbnede sig uden modstand.

Da døren åbnede sig, blev jeg blædet af et skrapt lys. Jeg havde gået i en mørk og uhyggelig skov i flere timer, så mine øjne var slet ikke klar på det skarpe lys der strålede ud igennem porten.

Da mine øjne efter et par sekunder igen kunne se, så jeg at der inde i porten lå en dal. Badet i skrapt sol-lys, sommerfugle som fløj rundt, fugle der kvirdrede. og I midten af dalen stod en eller anden… “Er du ven eller fjende?” råbte jeg forsigtigt.

“Jeg er Taleren, vogteren af den Forbudte Skov,” svarede han med en stemme, der lød som bladernes raslen. “Du er kommet langt, Girafpingvin. Men vejen foran er fyldt med endnu større prøvelser.”

Jeg trådte forsigtigt igennem porten og nærmede mig Taleren og bemærkede, at hans ansigt var venligt, han var gammel, han lignede en på 200 år. “Jeg er her for at finde en måde at stoppe FrostHex,” sagde jeg.

Taleren nikkede og pegede på bogen. “Den bog indeholder mere end blot ord. Den bærer på gamle magier og hemmeligheder, der kan hjælpe dig. Men du skal være forberedt. FrostHex har øjne og ører overalt.”

Vi talte længe, og Taleren gav mig en rygsæk til mig bog, som også indeholdte Pixelbites, til når jeg blev sulten og en magisk vandflaske, der altid fyldte op igen, når man havde drukket en tår.

Han advarede mig også om FrostHex’ illusioner, der kunne få mig til at se og føle noget, som ikke var virkeligt. Han brugte mange kloge ord, og jeg tror ikke jeg forstod alt hvad han sagde.. “forføre den uforberedte rejsende og forvride virkeligheden”

• efter hans mange ord, førte Taleren mig til en sti, ud af lysningen vi netop havde været ind, og tilbage i mørket. Stien snoede sig dybere ind i skoven. “Denne vej vil lede dig til en gammel kilde, hvis vand kan give dig klarhed og styrke. Pas på, skoven vil teste dig.”

Jeg takkede Taleren og begyndte min vandring ned ad stien. Som jeg gik, kunne jeg mærke skovens øjne på mig. Hvert skridt føltes som en udfordring, og hver skygge kunne skjule en fare. Men jeg var fast besluttet på at fortsætte.

Pludselig hørte jeg en lyd, der ikke lød som noget, skoven hidtil havde frembragt. Det var en blid, melodisk sang, det var som om at den kalde på mig. Jeg havde en eller anden uforklarlig trang til at følge lyden gennem tætte krat og over små broen der snoede sig over bække.

Sangen førte mig til en lysning, hvor en ung kvinde stod ved kanten af en glitrende kilde. Hun sang en gammel vuggevise. Jeg følte jeg en overvældende følelse af fred og ro. Det var som om alt nu var godt. Jeg glemte alt det uhyggeligt.

Cliffhanger: Hvem er denne mystiske sanger, og hvilken rolle spiller hun i girafpignvins søgen? Kan hun mon hjælpe girafpingvin på hans vej til at overvinde FrostHex?